Bibliotekerne har siden 70’erne tilbudt hjemlån af musik, og musikmaterialerne har efterhånden fået samme udlånsstatus som de traditionelle medier. Det har især gjort sig gældende det seneste årti, hvor alle materialer ifølge Biblioteksloven er blevet sidestillet. Det er en vigtig pointe, når man diskuterer fremtidens folkebibliotek, for man kan ikke bare droppe udlån af musik. Til gengæld kan det diskuteres, hvad der menes med et udlån. Er det kun de fysiske enheder, som er i spil, eller er der også tale om udlån, når man henter musikken på Bibzoom? I min optik er der ingen forskel principielt og statistisk set. Derimod er der en væsentlig forskel på kvaliteten af den oplevelse, borgeren får med sig, når musikken udlånes enten digitalt eller i fysisk form.
Når man låner musikken i fysisk form, er det en anderledes æstetisk helhedsoplevelse, idet man kan holde cd’en og studere coveret, læse teksterne og credits m.m. Der er med andre ord tale om en merværdi i forhold til de digitale downloads, som nærmer sig musikindtagelse i reneste form uden ekstra dikkedarer. Især via boxsets får man en komplet tilgang til materialet. Her præsenteres man gerne for fyldige booklets på størrelse med bøger samt dvd’er og andet opfindsomt ekstramateriale. Alt sammen er det med til at skabe en totaloplevelse hvor låneren kommer ind på livet af musikken på en helt anden måde, end man ville gøre det online. På linje med bogen er disse oplevelsesbærende materialer, som giver anledning til fordybelse og indlevelse – oven i købet på en lineær facon fra punkt a til b. På lige fod med en historie. Dette står altså i kontrast til den ageren, man ser på Internettet, hvor brugen ofte browser rundt efter et mere fragmenteret handlingsmønster, og hvor ens valg af musik bliver mere track-orienteret i modsætning til værkorienteret. Musikoplevelsen bliver derved mere tilfældig og løselig sammensat uden at indeholde det moment af fordybelse, som gode boxsets lægger op til.
Summa summarum besidder de digitale medier og de fysiske grundlæggende forskellige egenskaber. Det betyder ofte overfladiskhed kontra fordybelse, men også Internettes lettilgængelighed frem for de fysiske restriktioner. Pointen med denne diskussion er imidlertid, at der i flere af de fysisk medier er et iboende oplevelseselement, og det, efter min mening, er ved at fremhæve og formidle disse oplevelsesbærende medier, at musikbibliotekerne måske kan overleve. Det er generelt gennem oplevelser, enten via materialer eller aktiviteter på bibliotekerne, at vi skal profilere os fremover.
Fremtidens bibliotek er for mig at se et scenarium, hvor man har skrottet den løbende tilgang af regulære cd-udgivelser, og hvor man derimod har opbygget en samling af unikke materialer såsom boxsets, sammensatte materialer (cd’er + dvd’er) og andre særlige materialer. Af sidstnævnte kategori kan bl.a. nævnes lokale demo-cd’er, som ikke er i almindelig cd-distribution. Musikbibliotekerne bør i højere grad koncentrere sig om at formidle sådanne typer af materialer. Vi bliver nødt til at erkende, at det gængse musiksalg og den brede musiklytning overgår til Nettet, og at bibliotekerne gør klogt i at indtage et nicheområde, hvor musikbibliotekaren har udvalgt de medier, som udmærker sig ved at være af høj kvalitet. Dette samtidig ud fra devisen, at de skal repræsentere en modpol til den digitale musik, der allerede online sælger sig selv uden videre formidlingstiltag.
/Claus Rosenblad, HvidovreBibliotekerne
Hej Claus. Tak for et interessant indlæg, jeg ikke overraskende er en del uenig i. Først og fremmest tror jeg, du skal være varsom med at tro, hvordan ‘man’ (låneren) oplever/vil opleve musikken. Det dér med at holde nogle små, gnallede cd-covers og booklets i hånden betyder altså uendelig lidt for de fleste musikforbrugere nu om stunder, især den unge generation. Dermed ikke sagt, at de unge bare bruger den musik de køber og downloader on-line ‘uden dikkedarer’ i sin ‘reneste form’, som du fejlagtigt konkluderer. For de unge er musik i dag en uhyre social ting, der lyttes til, deles og indgår i sociale netværk, ligesom de går til koncerter og events. Det er mit indtryk, at musik, grundet Internettet, er endnu mere socialt end før, men pointen er: Musik kan snildt nydes som en totaloplevelse, selvom der ikke medfølger et fysisk håndgribeligt materiale.
For musik(formidling) er først og fremmest lyd, uanset fra hvilket medie, men med lyd kan også følge stemninger, følelser, interieur, lys og billeder – for eksempel. Egentlig undrer det mig, at du slet ikke kommer ind på nogle af disse mange visuelle formidlingsperspektiver- og muligheder. Tværtom synes jeg du gør dig til fortaler for et fremtidens musikbibliotek som vil ligne et museum med en statisk samling af fysisk tilgængelige materialer. Vi skal reducere os selv til et ’nicheområde’, og vi skal være en ’modpol’ til digital musik.
Det lyder for mig ret kedeligt og visionsløst, ja, faktisk ganske forstemmende. Jeg kan følge dig så langt, at musikbiblioteket skal gå andre veje og gøre noget andet end ex. Bibzoom, hvor vi har reduceret os selv til et ’supplement’ til Spotify (Flemming Munchs, SB, betegnelse), samtidig med at man sender kolleger i marken for at skrive anmeldelser af koncerter, ingen læser alligevel, fordi Gaffa og Soundvenue eksisterer. Her tror jeg mere på P2-lytteklubber og samlinger af lokale bands demo-udgivelser, som du nævner.
Men det undrer mig, at du og så mange andre af mine kolleger stadig er så fokuserede på mediet, frem for musikken og metoden. Digital musik er jo bare et ekstra redskab i formidlingen af musik, og det kommer da dæleme an på, hvad ex. et digtalt musiksite indeholder, før vi blacklister det – bare fordi det er tilgængeligt on-line!
Jeg tror vi skal tænke meget længere i en fremtidig musikformidling i bibliotekerne end den evindelige cd vs. mp3-debat. Vi skal skabe nye alliancer med det lokale musikliv- og kunstnere og musikskole og spillesteder mhp. formidling, samarbejde, eksponering. Vi skal tænke visuelt ud af boksen og alliere os med kunstnere og andre der anskuer musikbiblioteket med nye og friske øjne. Vi skal tænke lyd, billede, oplevelse, følelse. Og vi skal bryde væggene ned til de andre områder i biblioteket, ikke mindst til litteraturen, og skabe nye overraskende sammenhænge til livets øvrige poler. Overraske mennesker, rykke deres verdensbillede og forny vores egen rolle musikformidlere. Men kan vi det? Og tør vi?
hej Thomas – tak fordi du sparker gang i debatten, hvilket er meningen med det nye site ;) Jeg kunne sagtens have skrevet mere om emnet, og kunne skam også være kommet ind på, hvordan vores perception af musikken foregår, men blev alligevel nødt til at skære igennem og virke lidt firkantet og holde mig til min problemstilling, som jeg havde oppe i mit hoved. Nemlig den, at HVIS vi antager, at vi fortsat gerne vil have de fysiske medier på bibliotekerne, men samtidig også har erkendt, at de digitale services har vundet indpas for de fleste af musiklytterne, så var det slet og ret en form for strategi, man kunne afprøve. Dermed ikke sagt, at musik lige så godt kan formidles gennem andre aktiviteter + koncerter med alliancepartnere m.m. (hvilket jeg også kort nævner) – men det bliver der skam meget mere om i næste artikel på bloggen! Som en sidste ting skal lige nævnes, at jeg forudsætter, at folkebiblioteket i fremtiden opererer med Bibzoom som et sted, hvor lånerne sideløbende med de særlige fysiske medier, jeg har opridset, kan få den almindelige daglige dosis af musik til ørerne.
/Claus Rosenblad, HvidovreBibliotekerne
Se, det er jo noget andet, omend jeg ikke synes det skinnede igennem i din artikel. Og så tvivler jeg stadig på cd-covers og booklets betydning for ‘totaloplevelsen’ i biblioteket. Jeg ser dem som delelementer i en samlet formidling på linje med den digitale musik, Bibzoom, visualietet osv. Og så ser jeg frem til din næste artikel her på bloggen.
Claus Rosenblad er, efter min mening, inde og røre kærnen af én af blot mange problemstillinger på området; nemlig materialevalget. Gentagende gange har jeg mødt bekymrede musikbibliotekarer, der efter eget udsagn er ved at “drukne” i CDer. Derfor synes det klogt at tage fat i hele kvantitet- versus kvalitetsdebatten. Skal bibliotekerne f.eks. indkøbe den nyeste med Medina eller i stedet vælge Johnny Cash boxsettet Unearthed med outtakes fra American Recordings, hvor fysikaliteten i form af canvas-cover med tilhørende booklet, er til at tag at føle på? Kunne vi ikke bruge det fysiske biblioteksrum som et inspirerende udstillingsvindue af kuriositeter, så unge mennesker måske kan lære noget om den tankevirksomhed og fordybelse, der bliver lagt i det meste musik og hvor ældre brugere kan mindes dengang biblioteksbussen kom forbi deres by med vinylplader til udlån? Det er ikke et oldtidsmuseum, jeg taler om, men et levende rum, med plads til æstetisk, smukke artefakter, der stadig lever og ånder! Dette er blot ét berøringspunkt i en række af svære problemstillinger.
Mvh.
/Jeppe
Jeg ser også disse berigede musikmaterialer som delelementer i en samlet formidling, Thomas. I min verden består pakken af digital formidling, oplevelser på (og omkring) biblioteket og så de omtalte oplevelsesbærende materialer. En slags tretrinsraket så at sige. Og så er det vigtigt, som Jeppe konkluderer, at biblioteket fortsat er et levende rum, og derfor skal disse klenodier (som boxsets ofte er) ikke stå bag glas og ramme, men skal være frit tilgængelige for låneren..