Fra barnsben lærer vi to fundamentale ting, der grundlæggende er i modstrid med hinanden: for det første lærer vi, at vi har ejerskab over fysiske objekter – såsom legetøj – og for det andet at det er godt at dele disse objekter med hinanden; for deling, lyder argumentet, er universelt en god ting.
Når det drejer sig om musik på internettet støder disse to tankesæt igen sammen: nogen ejer musikken, men vi, der lytter til den, vil gerne dele den med vores venner, familie og lignende. For at dele musik er tæt forbundet med, hvad antropologien kalder, identitetsarbejde: de ting vi deler, siger noget om hvem vi er, og hvem vi gerne vil fremstå som at være. Der har indtil nu ikke været nogen rigtig god måde vi musik-fans lovligt har kunne dele musik med hinanden over internettet.
Det er der nu lavet om på med streamingstjensternes indtog. Og netop deling er grunden til at Spotify på utrolig kort tid har taget førertrøjen indenfor streamingstjenester. Her kan du dele alt hvad du laver med dine venner nemt, bekvemt og lovligt. På Spotify er der mulighed for at tage forskellige identitetsskabende redskaber i brug, såsom playliste-publisering, sende tracks til venner etc. Tjenesten samarbejder med Facebook, således at alt du foretager dig på Spotify bliver postet direkte på din facebook-væg.
Sammen med erfaringerne fra Spotify kan antropologien derfor lære os, at hvis bibliotekerne skal have flere til at benytte deres online musiktjeneste, er det helt essentielt at brugerne får lov til at del musikken, skabes sociale bånd og forbindelser til hinanden.