Under devisen genbrugt er velbrugt bringer vi en forkortet og redigeret version af Marianne Ljungbergs oplæg fra temadagen ”Musikbibliotekernes fremtid – tilbage til musikken” arrangeret af Centralbibliotekerne og DBC i Odense den 31. marts 2011. Læs oplægget i sin fulde længde her: Perspektiv marts 2011.
Af Marianne Ljungberg, Musikbibliotekskonsulent, Rudersdal Bibliotekerne
“Jeg er blevet bedt om at fortælle om nogle af de musikformidlings-initiativer vi har taget i Rudersdal. Det vil jeg gøre kort, for jeg vil hellere snakke om noget andet.
Rudersdal er et smørhul. Vores brugere er veluddannede og krævende, der er masser af musikliv i kommunen. Vi har særdeles velassorterede musikafdelinger med alt hvad hjertet begærer af cd’er, dvd’er, noder og musiklitteratur, og vi har – indtil videre – et pænt budget og fem musikbibliotekarer, fordelt på to lokalbiblioteker.
Men musikudlånet falder.
Vi har god kontakt til det lokale musikliv, afholder kulturnætter, musikforedrag og koncerter på biblioteket. Vi samarbejde med det lokale operakompagni, jazzklubben, kor og musikforeninger, og et par gange om året afholder vi ”Rudersdal Backstage” med unge bands i samarbejde med ”Ung i Rudersdal”.
Men musikudlånet falder.
Vi har lavet musikcafeer om Klassisk for begyndere, om Himmelsk musik, om Filmmusik, om sæsonens operaer og Ladies’ Room om kvinder i musik. Til efteråret (2011, red.) satser vi på at etablere lytteklubber i samarbejde med BibZoom og Danmarks Radio.
Men musikudlånet falder.
Vi har nyindrettet begge musikafdelinger, indkøbt digitale klaverer, hvis man mangler et sted at øve sig. De unge kan slå sig ned og høre musik og spille Xboks, og vi har indrettet et afslapningshjørne – vi kalder det ”Zen” – med en lækker hvilestol, hvor man kan ligge og høre afstressende musik, omgivet af cd’er med new age musik og bøger om meditation og mindfulness og engle.
Men musikudlånet falder.
Besøgstallet i bibliotekerne har i de senere år været stigende overalt i landet. Der er stadig masser af liv og omsætning i bibliotekernes musikudlån, men biblioteksbrugere i dag har nye vaner, der er ny teknologi, nye medielandskaber, og vi konkurrerer om opmærksomheden med andre udbydere af musik.
Det gør ikke musikbibliotekerne overflødige. Tværtimod. De er vigtigere end nogensinde før. Men det betyder, at vi skal lægge meget mere energi i at fortælle, hvad det er, bibliotekerne kan tilbyde, når det gælder musik.
Rudersdal lavede sidste år en stor biblioteksundersøgelse. Det var lidt af en øjenåbner. Blandt de vigtigste konklusioner var, at borgerne ønskede professionel vejledning og inspiration af en bibliotekar, og frem for alt, at mange savnede synliggørelse af bibliotekets tilbud. Alt for mange gav udtryk for, at de slet ikke kendte omfanget af, hvad de kunne få på biblioteket af materialer og service.
Og hvad er det så man kan få?
I dag er der musik alle vegne. Så hvad musikalsk kvantitet angår, kan bibliotekerne ikke konkurrere. Men bibliotekerne kan konkurrere på noget andet: vi kan tilbyde mangfoldigheden, valgfriheden, inspirationen, læringen, indsigten, den nye musik, musikhistorien, musik for de mange, musik for de nysgerrige, musik for lytteren, musik for udøveren, musikoplevelser, frirummet, det uformelle mødested – alt sammen på én gang. Og frem for alt kan vi tilbyde hjælp til at finde den musikalske nål i høstakken. Men det er bibliotekerne selv, der skal sælge varen. Det er os, der skal fortælle omverdenen, hvad de kan bruge os til, og det har vi ikke været dygtige nok til i de seneste år?
Musikbibliotekerne har måske været lidt forkælede siden det i 2003 blev obligatorisk med musik på biblioteket. Udlånstallet steg og steg, vi fik fat i de unge, vi var en succes fra starten. Nu kommer de unge ikke mere for at hente musiknyheder på biblioteket – det har nettet og ikke mindst den ulyksalige karenstid sørget for. Der er ikke mange selvstændige musikafdelinger tilbage, musikbibliotekarer er en uddøende race, vi er blevet generalister alle sammen, man har nedlagt Musiksektionen på Statsbiblioteket, de har nedlagt musiklærerstillingen på biblioteksskolen/IVA, musikken er ikke rigtigt i fokus som nationalt indsatsområde, og politikerne vejrer morgenluft ved tanken om, at man lige om lidt kan hente det hele fra nettet. Sikke man kan spare.
Så er det vigtigt, at musikudlånet falder? Ja, hvis det er udtryk for, at vi ikke sælger varen godt nok under de forandrede vilkår, så er det. Også derfor er det tid til at stille de store spørgsmål: Er det nødvendigt med store fysiske samlinger for at formidle musik? Musikken kan jo hentes på nettet eller skaffes hjem i fjernlån? Er der en smertegrænse for en musiksamlings størrelse? Behøver den overhovedet at være der?
Jeg når hver gang frem til den samme konklusion: uanset om vi formidler musik i digital eller fysisk form, og uanset hvilken model man vælger for en fremtidig musikbiblioteksvirksomhed, så er det formidlingen af musikken, der er omdrejningspunktet.
Vi, der brænder for musik, skal formidle den ved konstante små og store initiativer. Vi skal have lys – og lyd – på musikken. Vi skal måske blive bedre til at gribe nuet og bedre til at fortælle folk, hvad de ikke vidste de havde brug for. Måske skal vi omlægge nogle vaner. Måske skal vi løfte hovedet fra materialesamlingen og se det hele lidt mere fra brugernes vinkel. Måske skal vi forestille os, at vi er en forretning med lækre varer, som vi skal have solgt. Hver dag. Måske skal vi ud af huset og finde nye partnere? Måske skal der flyttes ressourcer fra materialekonti til arrangementer, udstillinger, indretning, pr-materialer?
Vi har forskellige vilkår og ressourcer, og det behøver ikke at være stort alt sammen. Vi behøver heller ikke at være specialister i al slags musik, men vi må gerne tilstræbe at blive specialister i musikformidling.
Som gammel musikbibliotekar har jeg mange års erfaring i at argumentere for musikkens værdi og dermed dens berettigelse på bibliotekerne. Jeg troede det ville blive lettere, efter at musik blev obligatorisk i bibliotekerne, men noget tyder på, at det går den forkerte vej. Jeg tror vi igen skal til at kæmpe for musikken i bibliotekerne, både indadtil og udadtil. Og hvis vi skal det, skal vi holde op med at fokusere så meget på mediet og gå tilbage til musikken. Og måske skal vi helt tilbage til at spørge os selv, hvorfor musik er så vigtig. Hvis vi ikke selv kender svaret, kan vi heller ikke argumentere for musik på bibliotekerne. Det er ikke nogen nem opgave, for i et samfund, hvor man lægger vægt på målbare færdigheder i globalt perspektiv, og hvor musikundervisningen i skolerne er nærmest ikke-eksisterende, kan musikken nemt komme til kort.
Så er det man griber til musikkens overførte nytteværdi, for musik er skam nyttig. Den kan bruges til at udvikle kompetencer i noget, der ikke har noget med musik at gøre. Musik har en værdi i sig selv, for det enkelte menneske og for mennesker imellem. Den er en kilde til oplevelser, samvær, dannelse i ordets bedste forstand og indsigt i det at være menneske. Musik er fundamental for både krop og sind. Den kan dyrkes på mange måder. Men der findes intet samfund uden musik. Hvordan skal man få overbevist ignoranterne om det? I sin afmagt griber man til Carina-rapporten: ”Kulturen spiller en vigtig rolle for borgerens mulighed for at navigere i et samfund, som bliver stadig mere komplekst”. Eller til den afgående formand for Statens Kunstråd, Mads Øvlisen: ”Kunst kan skabe erkendelse, bryde grænser, åbne rum. Den fremtvinger nye tanker og perspektiver. Det er derfor den er så vital for demokratiske samfund”.
Måske kan det ikke overbevise alle bevilgende myndigheder og bibliotekschefer. Men vi må gøre en indsats for at komme musikelskerne i møde. Vi skal tilbage til musikken, og vi skal have turbo på musikformidlingen.
Lad os hjælpes ad. Og med venlig hilsen.
/Marianne Ljungberg