Rækkevidde?

Der foregår en masse musikformidlingstiltag ude på de lokale biblioteker. På hovedbibliotekets musikafdeling her i Aarhus kører der f.eks. disse dage en spilleliste med Northside Festival aktuelle bands over højttalerne, så brugerne kan blive audio-informeret om festivallens mange, spændende bands. Samtidig er der udstillet CDer med selv samme festival-aktuelle kunstnere, så der ydermere inddrages en visuelt dimension. Og sådan er der massere af eksempler på de fysiske biblioteker.

Men det er jo kun for de borgere, der bevæger sig ned på deres fysiske bibliotek. Spørgsmålet er så, hvor langt bibliotekerne når ud med deres digitale formidlingstiltag? Hvor vidtrækkende er bibliotekernes fælles, nationale musikformidler? Hvor mange bruger rent faktisk bibliotekernes digitale tilbud?

Jeg har lavet indgående feltarbejde blandt fildelere, de såkaldte internetprater, og min empiri pegede på, at musikforbrugeren er et kræsent, vanemennesker, der vil ha’ alting nu og her og ikke vil gå på kompromis med tilgængeligheden. Hvis en tjeneste ikke virker med det samme, så er musikforbrugeren allerede sprunget fra (eller vendt tilbage til piratkopiering). Hvis en tjeneste virker på en ulogiske facon (eksempelvis ved at man ikke har mulighed for lytte til musikken mobilt på nogen måde), så er musikforbrugeren allerede sprunget fra. Hvis en tjeneste leverer nogenlunde det samme som andre tjenester (bare dårligere), så er musikforbrugeren allerede sprunget fra.

Hvor gode er bibliotekernes digitale services? Hvor populære er de?

Ordet er frit!

Dette indlæg blev udgivet i Digitalt, Musikformidling og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.