Om musikbibliotek II

Indledningsvis vil jeg understrege, at jeg taler på egne vegne som musikbibliotekar, ikke nødvendigvis på mit arbejdssteds.

Firmaet Inlead udsendte for kort tid siden et tilbud til bibliotekerne om en ny musiktjeneste, Musikbibliotek II, som adskiller sig fra Bibzoom på det afgørende punkt, at der ikke tilbydes download eller streaming, men integration med eksisterende kommercielle musiktjenester som Spotify, TDC Play etc.  Sidenhen er der kommet en supplerende, meget detaljeret beskrivelse af den planlagte musiktjeneste. Bibzoom nævnes ikke i tilbuddet. Der tales kun om bibliotekernes utilfredshed med  ”den eksisterende tjeneste”.

Uden at tage stilling til de enkelte elementer i tilbuddet har jeg lyst til at stille nogle spørgsmål til det. Allerførst: hvilke biblioteker/bibliotekspersoner har Inlead entreret med? Jeg har svært ved at forestille mig, at Inlead har kunnet udarbejde et så gennemarbejdet tilbud helt på egen hånd – ?

Der udrulles i tilbuddet en plan om levering af redaktionelt stof med egenproducerede artikler, som konstant opdateres. Forestiller man sig virkelig, at der er ressourcer til det? Mig bekendt har skribenterne ikke stået i kø i hverken Musikbibliotek.dk eller Bibzoom.

Med Bibzooms kampagne i forsommeren lykkedes det for alvor at skabe opmærksomhed om  bibliotekernes digitale musiktilbud. Det forekommer mig at være et forvirrende signal at sende til omverdenen, hvis der nu kommer en parallel musiktjeneste fra bibliotekerne. Det er ikke et signal, der skaber tillid til bibliotekernes musikformidling.

Bibliotekernes fremtidige musikformidling står på spil, og det kan være nødvendigt tage et helikopterblik på hele situationen og tænke nyt. Bibzoom er ikke blevet den optimale digitale musikformidling, vi har brug for; der er stadig store, tekniske barrierer, og prisen er høj i forhold til brugen af den. På plussiden har Bibzoom opbygget en lang erfaring med musikformidling og et stadigt voksende netværk af eksterne samarbejdspartnere, som er meget værdifuldt for bibliotekerne.

Men en udviklingsproces tager tid, og vi har ikke brug for en konkurrerende musiktjeneste her og nu, men et samarbejde mellem parterne. Kun ved at samle kræfterne og udnytte hinandens erfaring og ideer kan bibliotekerne skabe en fremtidssikret, digital musikformidling.

Marianne Ljungberg
Rudersdal Bibliotekerne

Om Korsvejen

Musikbibliotekskonsulent, Rudersdal Bibliotekerne. Har været musikbibliotekar siden 1974.
Dette indlæg blev udgivet i Musikformidling. Bogmærk permalinket.

One Response to Om musikbibliotek II

  1. Jeppe Søndergård Knudsen skriver:

    InLeads oplæg til Musikbibliotek II stammer fra en dialog vi i Aarhus og efterfølgende i København, havde med inLead omkring årsskiftet. InLead udarbejdede oplægget med afsæt i de tanker vi havde omkring indhold og formidling.
    Vi takkede ret hurtigt nej til oplægget af flere grunde; forretningsmodellen var uacceptabel, formidlingsaktiviteterne “outsources”, relationerne til rettighedshaverne uafklarede. Men mest af alt, var det fordi vi ikke ville deltage i skabelsen af et nyt leverandørdrevet produkt, i en tid hvor Danskernes Digitale Bibliotek definerer sig. Hvis der skal laves et alternativ til de biblioteker der fravælger BibZoom, bør det være biblioteksinitieret/-drevet, og tænkt ind i (og koodineret med) DDB.
    Det oplæg, InLead præsenterede os for, og som vi takkede nej til, er det oplæg, der nu er blevet sendt rundt til mange af landets biblioteker.
    InLeads oplæg er for løst formuleret; vi ved ikke rigtigt, hvad vi egentligt får for pengene. Oplægget er egentligt ikke meget mere end løst skitserede tanker, fra samtaler med bl.a. Bo Fristed. Derfor er vi selvfølgelig enige i mange af grundtankerne i oplægget; de kommer jo bl.a. fra os selv.
    Men oplægget har også nogle klare fejl. F.eks. nævnes det, at Musikbibliotek II vil samarbejde med tjenesten Grooveshark; en tjeneste, der er blevet erklæret ulovlig af fogedretten i februar dette år. Derudover skriver de, at de vil basere tjenesten på API’er fra eksterne leverandører, men flere af de leverandører, der nævnes, tilbyder ikke nogen API.
    Derfor vil vi takke NEJ til InLeads oplæg og anbefale alle andre biblioteker at gøre det samme.
    Vi mener stadigvæk at der kan være behov for et alternativ – eller et supplement – til den eksisterende musiktjeneste. MEN ….. det skal laves af bibliotekerne, i tæt samarbejde med rettighedshaverne og i forståelse med DDB. Vi har stor brug for at fokusere på formidlingen, og kunne måske gå i en ny retning, droppe søgefeltet og så facilitere adgang til den musik, der formidles omkring.
    Hvis det skal gøres, kan vi gøre det meget bedre selv, sammen.
    Musikformidling.NU inviterer inden længe til dialog omkring musikformidling, hvor alle der har interesse i at være med til at tænke nyt, inviteres.

Der er lukket for kommentarer.