For det er jo ikke alle landets borgere, der har adgang til BibZoom. Og så opstår følgende scenarium: ”Nej, kære fru Hansen, du kan ikke høre de nye sange af Lis Sørensen hér; hvis du vil høre dem, kan jeg anbefale, at du flytter til en kommune med BibZoom-licens.”

Desuden er det jo netop kommercielle interesser, der former indholdet i BibZoom. For trods bibliotekslovens udtrykte krav herom, foregår der ingen selektion på indholdet af BibZoom – musikudbuddet er fuldstændig lagt i hænderne på kommercielle interessenter.

Skal bibliotekerne så lade være med at formidle netbåren musik, blot fordi der er andre, der gør det samme? Nej, selvfølgelig ikke. Men så længe bibliotekerne i denne henseende ikke opfører sig som biblioteker, er der andre, der gør det samme.

BibZoom har nemlig valgt ikke at anlægge en biblioteksfaglig vinkel på formidlingen af den netbårne musik. Der foregår ingen selektion efter de biblioteksfaglige, lovfæstede kriterier. Der er ingen kvalificerede metadata. Bibliotekernes håndtering af netmusikken svarer til, hvis man, da det forrige digitale musikmedie, cd’en, blev introduceret, var gået ned i den nærmeste Fona, havde tømt butikken for de cd’er, den måtte have på hylderne dén dag, og havde smidt dem i sorte plasticsække i et hjørne af biblioteket, som lånerne så kunne rode i, eventuelt med Fonas inventarliste i hånden.

Sådan gjorde man heldigvis ikke dengang. Netmediet er det første medie, som bibliotekerne på musikområdet bevidst har valgt ikke at behandle efter biblioteksfaglige principper. Og derfor er det ikke så mærkeligt, at mange biblioteker sætter spørgsmålstegn ved, om det er BibZoom, de skal bruge deres slunkne musikbudgetter på, eller om de skal henvise til gratis tjenester a la Spotify.

Bibliotekerne vil meget hurtigt miste deres eksistensberettigelse og tiltrækningskraft, hvis vi tømmer dem for faglighed, bare fordi de nu formidles på en platform, som er online.