Jeg ville utrolig gerne leve op til idealet om den lokale musikbibliotekar, der, som den ildsjæl jeg er, kan lave et lokalt forankret fysisk og digitalt musikbibliotek. Det er bare nærmest umuligt idet vores musikbibliotek, som så mange andre steder, er blevet “centraliseret” i voksenafdelingen og tilsvarende skåret i personale. I Lyngby er vi knap tre musikbibliotekarer, der ikke længere har vores egen afdeling og betjeningssted – det kan ikke lade sig gøre med så få medarbejdere. Vi skal nu også betjene alle de andre forespørgsler og vores faste brugere kommer ikke længere til os på samme måde som tidligere. I en placering mellem børnebibliotek, skønlitteratur, spilområde og kopimaskiner er det ikke let at bedrive musikbibliotekarvirksomhed – og sådan er det på mange biblioteker. Musikspecialet nedprioriteres til fordel for generalistbegrebet. Det er den virkelighed vi arbejder i og selvom vi arrangerer koncerter, lytteklubber og har samarbejder med det lokale musikmiljø, så bliver det ikke til så meget, som vi kunne ønske, for vi har ikke tid! Så før musikken igen bliver en prioritet i bibliotekerne tror jeg ikke på den der med den lokale ildsjæl, der kan lave et specialiseret lokalt musiktilbud. Bibliotekerne kopierer hinandens indretning – bl.a. synes det uundgåeligt, at musikbiblioteket skal ligge i forlængelse af børnebiblioteket – hvorfor?! Det giver ingen mening og har så vidt jeg ved heller ingen steder vist sig at “tiltrække og fastholde de unge mennesker”, som plejer at være undskyldningen. Når bibliotekerne kopierer hinanden på denne måde, klinger det hult med argumentet om det lokale særpræg. Hermed et ønske til udviklingscheferne i biblioteksvæsenet om en ideologisk debat om musikkens fremtid i bibliotekerne!

For det er jo ikke alle landets borgere, der har adgang til BibZoom. Og så opstår følgende scenarium: ”Nej, kære fru Hansen, du kan ikke høre de nye sange af Lis Sørensen hér; hvis du vil høre dem, kan jeg anbefale, at du flytter til en kommune med BibZoom-licens.”

Desuden er det jo netop kommercielle interesser, der former indholdet i BibZoom. For trods bibliotekslovens udtrykte krav herom, foregår der ingen selektion på indholdet af BibZoom – musikudbuddet er fuldstændig lagt i hænderne på kommercielle interessenter.

Skal bibliotekerne så lade være med at formidle netbåren musik, blot fordi der er andre, der gør det samme? Nej, selvfølgelig ikke. Men så længe bibliotekerne i denne henseende ikke opfører sig som biblioteker, er der andre, der gør det samme.

BibZoom har nemlig valgt ikke at anlægge en biblioteksfaglig vinkel på formidlingen af den netbårne musik. Der foregår ingen selektion efter de biblioteksfaglige, lovfæstede kriterier. Der er ingen kvalificerede metadata. Bibliotekernes håndtering af netmusikken svarer til, hvis man, da det forrige digitale musikmedie, cd’en, blev introduceret, var gået ned i den nærmeste Fona, havde tømt butikken for de cd’er, den måtte have på hylderne dén dag, og havde smidt dem i sorte plasticsække i et hjørne af biblioteket, som lånerne så kunne rode i, eventuelt med Fonas inventarliste i hånden.

Sådan gjorde man heldigvis ikke dengang. Netmediet er det første medie, som bibliotekerne på musikområdet bevidst har valgt ikke at behandle efter biblioteksfaglige principper. Og derfor er det ikke så mærkeligt, at mange biblioteker sætter spørgsmålstegn ved, om det er BibZoom, de skal bruge deres slunkne musikbudgetter på, eller om de skal henvise til gratis tjenester a la Spotify.

Bibliotekerne vil meget hurtigt miste deres eksistensberettigelse og tiltrækningskraft, hvis vi tømmer dem for faglighed, bare fordi de nu formidles på en platform, som er online.

På musikformidling.NU er vi glade for at der bliver arbejdet med bibliotekernes musikformidling. Vi mener dog ikke, at en yderligere outsourcing af opgaver og/eller formidling er det rigtige for bibliotekerne. Læs mere på ovenstående link.

Problemet med den statistik som (den almægtige) Per Vers, vist har været primus motor for er, at den ikke skelner mellem download og stream.
TDC Play og Bibzoom er hovedsageligt download-systemer, og faktureres af rettighedshaverne som sådan, og WiMP og Spotify er steamingstjenester, og faktureres af rettighedshaverne som sådan. På KODAs hjemmeside kan man se hvor meget man skal betale for de respektive ordninger, og så vidt jeg husker er det dobbelt så dyrt at have en downloadtjeneste, frem for en streamingstjeneste.
Fordelingsnøglen på disse onlinemusiktjenester er ekstremt kompliceret at regne ud, da der er så mange, der skal have en del af kage. Hvis vi tager WiMP som eksempel betaler de ca. 75-80 % af deres omsætning tilbage til ‘pladeselskaberne’ (om KODA er tænkt ind i denne kategori fortæller historien intet om), men WiMP ved intet om hvordan pladeselskaberne aflønner deres kunstnere. Pladeselskaberne vil ikke offentliggøre tallene, og musikerne er ikke gode eller stærke nok til at forhandle ordentlige aftaler med deres pladeselskab. Etc. Etc.
Nå, lang historie kort. Jeg synes ikke, det er hvor stort et beløb bibliotekerne kan betale til kunstnerne, vi skal profilere os på. For det styrker bare rettighedshavernes argument om, at vi er i konkurrence med hinanden. Bibliotekerne skal nærmere kigge ind ad og finde ud af hvad vores kernekompetencer er, og bygge en “markedsføringsplan” på det i stedet. Vi skal kort sagt – og for at intertekstualisere lidt til hvad Claus Rosenblad har fremhævet i et andet indlæg her på bloggen – finde vores egen nål i høstakken af online musiktjenester.

Sjovt med Now-tendensen. Hvis man (over)fortolker på dette, betyder det måske at lånerne foretrækker lister af alverdens slags. Altså playlists, hvor der ud fra bestemte temaer er blevet sammensat en række anbefalelsesværdige numre. Man ønsker måske i højere grad, at der er blevet foretaget et arbejde med at søge enkeltnumrene frem? Der udkommer jo usandsynlige mængder af musik hele tiden.

Er det ikke det, vi er gode til som bibliotekarer – at finde nålen i høstakken? Skulle satse mere på at formidle via playlists?

Kom så Bibzoom med den delingsfunktion, tak!