Der er også formidling på Bibzoom

Lad os begynde med lidt historie. Hvorfor hedder Bibliotekernes Netmusik ikke længere Bibliotekernes Netmusik, men Bibzoom? Navneskiftet kom for to år siden, da Netmusikken fusionerede med Musikbibliotek.dk – i den hensigt at samle indhold og formidling under én hat. Musikbibliotek.dk var, som enkelte stadig kan huske, et udstillingsvindue, hvor musikbibliotekernes mange tilbud blev vist frem for netbrugerne.

Kort efter fusionen meddelte en af de mest aktive bidragydere til Musikbibliotek.dk, at nu meldte han fra. Begrundelsen var, at Bibzoom til forveksling lignede et af de kommercielle sites, det var download og pladecovers og ikke andet. Et års tid senere vendte han tilbage og genoptog sin leverance af gode artikler – for nu var sitet præsentabelt, formidlingsdelen havde fået sit.

Det lille forløb illustrerer ganske fint den udvikling, der har været i Bibzooms grafiske udtryk. Men også kun det, for formidlingen har været der fra dag ét.

Som medarbejder på det hold, der leverer formidling til Bibzoom, er det underligt at opleve dagens debat, sådan som den bl.a. udfolder sig på platformen her. Helvede har været løs, siden nogle aviser valgte de dårligst tænkelige overskrifter, da de skulle fortælle om Bibzooms relancerings-kampagne. Konfrontation sælger altid bedre end hyggesnak, så selvfølgelig skulle Bibzoom stilles op som “konkurrent til Spotify” – ikke et “supplement”. At musikfilerne var pakket ind i formidling, blev fuldstændig glemt i den rasende debat, der fulgte. Både af dem, der gerne ser Bibzoom lukket i morgen, og dem, der som Pernille Drost på kejtet vis har søgt at forsvare sitet.

Debatten har kaldt udmærkede initiativer frem. Et er kulturministerens løfte om at tage en kompetent rundbordssamtale om ophavret og offentlig digital formidling i løbet af efteråret. Et andet er nærværende blog, ønsker at “skabe dialog og afklaring omkring formidling af musikken”. Godt nok – men bidragyderne synes at ville genopfinde noget, der allerede er begyndt. Læser man eksempelvis Søren Dahms indlæg “Bibzoom konkurrerer med pladeselskaberne”, får man ikke et ord om, at der findes bibliotekarisk formidling på Bibzoom.

Hermed en invitation til de gode debattører om at besøge Bibzoom.dk. Nej, sitet ser ikke kønt ud her under kampagnen. Lige nu handler det om blikfang og om at lede nysgerrige videre til den nye applikation. Men prøv at klikke på “Musik” i den grå bjælke foroven. Gå ned under “Artikler” og klik på “Flere …” Hvad toner der frem? En alenlang liste med anbefalinger, artikler, nyheder, reportager m.m. i alle musikgenrer – klassisk, electronica, dance, country, rock, pop, blues, jazz. Her ser man overfladen af det enorme fond af formidling, der ligger i Bibzoom.

Billedet bliver endnu tydeligere, hvis man downloader applikationen. Kig på forsiden. Det er her, folk søger og henter musik – og samtidig får de formidlingen skubbet helt op i ansigtet.

Forsidens højre halvdel udgøres af formidling. Lige nu er det øverst placerede indlæg en vidende og velskrevet lytteguide til det canadiske kultband Rush. Nedenunder er der nyheder fra den danske musikverden, bl.a. reportager fra Bibzooms udsendte på Northside og Copenhell festivalerne. Længere inde finder man anbefalinger og artikler om musik i alle genrer, også ting, som findes på folkebibliotekerne men i sagens natur ikke kan downloades fra Bibzoom – noder, sangbøger, biografier af musikere, musik-dvd’er.

Ruller man lidt ned i højre side, kommer en tilsvarende afdeling ”World”-formidling. Her er omtale af danske koncerter med verdens- og indvandrermusik, anbefalinger af bøger, film og musik fra den tredje og fjerde verden. Ofte skrevet på de mest udbredte indvandrersprog.

Musikredaktionen på Bibzoom interagerer jævnligt med den håndgribelige musikverden. Vi har samarbejdet med Local Heroes, projektet som skal eksponere danske upcoming bands. Vi har produceret snesevis af portrætter og temaudsendelser som podcasts. Vi har lavet lytteguides som appetitvækkere til musikfestivaler: Roskilde, Strøm, Northside, Spot, Copenhagen Jazz, CPH:DOX – lige til at printe ud i hæfteform og stille frem på bibliotekerne. Og i samme forbindelse er det værd at nævne, at ethvert bibliotek i landet kan kopiere formidlingsstof fra Bibzoom over til sin egen hjemmeside. Det har i mange år været et stående tilbud, bl.a. omtalt på Musiklisten.

To eksempler kan illustrere vægten og bredden i Bibzooms formidling. Danmarks Radio vil gerne lege med os, og sidste år samarbejdede vi om P2-lytteklubben. Mellem tyve og tredive biblioteker brugte konceptet til at oprette klassiske lytteklubber, heriblandt nogle, der ikke abonnerede på Bibzoom, men alligevel godt kunne bruge vores ideer. I en helt anden boldgade finder man vores lytteguide til årets Copenhell, som arrangørerne syntes så godt om, at de gjorde den til festivalens officielle program. Det var sidste weekend, at de 8.500 sortklædte gæster på Refshaleøen fik Bibzooms kommentarer med i baglommen. Og på blot to uger blev online-versionen af hæftet læst 20.525 gange.

Der er forskellige redaktioner på Bibzoom. Jeg selv arbejder i Musikredaktionen sammen med fire andre bibliotekarer og en journaliststuderende. Vi har intet med økonomi og markedsføring at gøre. Vi koncentrerer os om det, vil allerhelst vil, nemlig at fortælle om musikken og inspirere folk til at få nye musikoplevelser. Undertiden prøver vi at blande os lidt i det tekniske, ikke mindst søgefunktionen, som vitterlig er under al kritik. Den vil blive bedre, og det samme vil formidlingen, for også godt kan blive bedre.

Men som medarbejder i et hold på seks, der hver dag laver ny formidling til Bibzoom, kan jeg både undre og ærgre mig over, at ingen tilsyneladende bemærker det arbejde vi gør – og har gjort i årevis. Jo, brugerne af Bibzoom, men ellers? Der stod intet om formidlingen i avisernes ”konkurrere med Spotify”-artikler, og det er ellers det, der om noget gør Bibzoom anderledes. Og nu kommer så en diskussionsblog med navnet Musikformidling.NU, hvor Bibzooms arbejde også forbigås i tavshed – eller direkte afvises, som i Esben Fjords kommentar om, at hvis et bibliotek vælger Bibzoom-modellen, er der ”ikke særlig gode muligheder for at formidle, så det bliver synligt de steder, hvor folk finder deres information”.

Ingen kan være i tvivl om, at stærke kræfter ønsker Bibzoom hen, hvor peberet gror. Grundene kan være politiske eller personlige, hvad ved jeg. Men vi har faktisk noget musikformidling på sitet, og den kan blive meget bedre, hvis nogen vil give en hånd med. Brede formidlingen ud, få nye ideer, gå nye veje. Det burde lige være noget for en rigtig Interaktions Designer som Søren Dahm – og såmænd også resten af den danske biblioteksverden.

Dette indlæg blev udgivet i Digitalt, Musikformidling og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

9 kommentarer til Der er også formidling på Bibzoom

  1. Jeppe Søndergård Knudsen skriver:

    Bibzoom har uden tvivl rigtig mange gode formidlingstiltag. Deres lytteguides til Copenhell og SPOT. Deres dækning af Northside. Deres samarbejde med P2. Etc. Der hvor de snubler er i udførelsen – i sammenspil med de tekniske aspekter af Bibzoom. Den nye “applikation” (som ikke er en applikation men et computer-program – applikation leder nemlig tanken hen på at det kan downloades til smartphones og tablets) har nok artikler på forsiden, men problemet er, at artikler og lytning ikke er koblet sammen. Der er – efter min mening, som bruger af Bibzoom – alt for mange unødige klik mellem afspilning/lytning af musik og læsning af artikler. Og det er IKKE redaktionen skyld, men den måde Bibzooms nye “applikation” er designet. At Bibzoom ofte ikke linker til den pågældende kunstner, man læser om. At Bibzoom afspilning fungerer (og ofte slet ikke fungerer) i et nyt vindue, som tvinger dig til at forlade den artikel du netop var ved at læse, for at afspille musikken. At artikler først kommer på en 4. plads efterfølgende film! når man søger på noget i Bibzoom. At Bibzooms eget presse-apparat ikke nævner formidling i deres lancering af den nye tjeneste (eller i hvert fald ikke som det essentielle). En elendig søgefunktion i “applikationen”. At Bibzoom bruger deres facebook-side til support og ikke formidling af musik. Alle disse ting er en del af forklaring på Jens Laigaards egen undren og ærgrelse over “at ingen tilsyneladende bemærker det arbejde” Bibzooms redaktion laver.
    Intentionerne fra Bibzooms redaktion er enormt gode, men udførelsen i sammenspil med Bibzooms tekniske organisering fejler.

  2. Esben Fjord skriver:

    Jamen, jeg er da fuldkommen enig med Jens i, at der er masser af god formidling i BibZoom, og at der er mange gode initiativer i gang, bl.a. de omtalte festivalguides. Det jeg hæfter mig ved, er, at der ved udgangen af 2011 ifølge den officielle statistik for BibZoom, var ca. 5000 månedlige læsninger af artikler på landsplan, og at jeg derfor vurderer, at det ikke tyder på, at BibZoom er den rigtige platform til at udbrede al den gode viden, der er blandt musikbibliotekarer i landet, men at denne måske snarere vil komme i spil i andre sammenhænge, bl.a. gennem lytteklubber m.v.

  3. Jeppe Søndergård Knudsen skriver:

    Problematisk er det også, at Jens efterlyser hjælp til at musikformidle på Bibzoom, men at Bibzoom ikke allerede og for lang tid siden har dannet alliance med nogle af de mange gode biblioteksblogs, der findes ude lokalt. Hvor trækker man ikke artikler derfra? (Se mit blog indlæg Blog On Blog for uddybning)

  4. Soren Dahm skriver:

    Jeg kan kun være enig med dig Jens, at Bibzoom ville være MEGET tjent med et gennemarbejdet interaktionsdesign. Det vil både gøre lytte- og formidlings oplevelsen meget bedre for brugeren.

    Det ændrer dog ikke ved det faktum at Bibzoom stadig gør det samme som Spotify. Her formidles der i høj grad også, blandt andet via et samarbejde med Gaffa, som producerer artikler og playlister, se her. Desuden har Spotify fået rigtig godt styr på den sociale del, med deres stærke integration til Facebook. Omend alt fra Spotify selvfølgelig bliver gjort ud fra kommercielle interesser, så er det for forbrugeren stadigvæk samme handling, altså musik og formidling af samme.

    Jeg kan godt se det er træls (for at sige det på godt jydsk) at der ikke nævnes alt jeres hårde arbejde med formidling i pressen, men læser du pressemeddelserne er det altså svært ikke at se den oplagte sammenligning med Spotify.

    “Musik fri for betaling, fri for reklamer, fair betaling til musikerne og alt sammen i folkeoplysningens tegn. (…) Jeg er enormt stolt over, at vi med det nye Bibzoom, i folkeoplysningens ånd, giver danskerne muligheden for at blive musikalsk underholdt og udfordret eller slet og ret mulighed for bare at lytte til al den musik, de elsker, uden at de skal bekymre sig om hverken dyre abonnementer, forstyrrende reklamer eller ulovlig download.”

    Det er altså svært for mig ikke umiddelbart at tænke Spotify, og pressen er ikke på den måde fair i deres behandling. De prøver i stedet at finde det der interessant for læseren, hvor konflikt jo er en af de centrale nyhedskriterier.

  5. Soren Dahm skriver:

    Hov, formateringen blev ikke lige så pæn, håber i kan gennemskue hvad der står. :)

    • Jeppe Søndergård Knudsen skriver:

      Det er jo netop kernen i denne del af problematikken: Bibzoom blev lanceret som en konkurrent til Spotify. Man kunne have vinklet kampagnen helt anderledes, nemlig ved at fokusere på hvordan Bibzoom er public service og folkeoplysning gennem deres formidling af musik. I stedet valgte man, som Jens Laigaard også selv skriver, at lefle for laveste fællesnævner og gå med den lette pressehistorie, hvor konflikten med Spotify og andre kommercielle tjenester kom i centrum. Der burde Bibzoom have gået mere omhyggeligt til værks. Og så havde flere nok også fået øjnene op for alle artiklerne og de andre formidlingstiltag Bibzoom også indeholder.

  6. Jeppe Søndergård Knudsen skriver:

    @Søren. Jeg har rettet formateringen :-)

  7. NielsMark skriver:

    STATISTIK
    Det er meget vigtigt at holde fast i at læsning af redaktionens stof ikke kun kan måles statistisk ud fra antal læste artikler i Bibzoom.
    En markant del af formidlingen på Bibzoom er vores såkaldte lytteguides, der både omfatter festivalguides samt guides til bands og musikgenrer. Alle guides ligger på issuu.com og indgår derfor ikke i statistikken på selve Bibzoom, selvom guides kan læses i selve applikationen.

    Vores guides er overordentligt populære. Eksempelvis er guiden til sidste weekends COPENHELL p.t. blevet læst 20.571 gange.

    For et øjeblik siden udsendte vi guiden til Roskilde Festival 2012 og apropos Roskilde Festen blev sidste års udgave læst 6931 gange.
    (alle downloadtal kan aflæses på Issuu)

    BLOGS
    Jeppe, du nævner det med blogs. Ingen tvivl om at blogs er et interessant område at gribe fat i, men heldigvis er musikformidlingsscenen kæmpe stor i dag og blogs er blot et enkelt hjørne. Andre hjørner er førnævnte festivaler, hvor en gruppe af genrespecifikke eksperter selekterer og kuraterer spændende inden for genre. Netop derfor vælger vi bl.a. at sætte skarpt fokus på festivaler. Eksempelvis har vi i flere år også haft tæt samarbejde med den elektroniske musikfestival Strøm, hvor vi i samarbejde med kuratorerne formidler spændende tendenser på den elektroniske scene fra kuratorer og musikeksperter som Thomas Madvig, Thomas Knak og Rosa Lux.

    Redaktørerne i redaktionen skal ikke levere alt information selv. Vi skal indhente bidrag udefra og redigere det. Vi har gode erfaringer med eksterne samarbejdspartnere som førnævnte festivaler, men også en lang række andre musikinteressenter som f.eks. RadioJazz, DR og mange andre.

    Heldigvis har vi også en stor håndfuld trofaste bibliotekarer der aktivt bidrager med artikler, men vi kunne bestemt godt tænke os indspark fra endnu flere af bibliotekernes dygtige formidlere og videnseksperter. Bibliotekarer generelt har en stor viden om musik, og vi er kendte og højt respekterede for denne viden. Vi kan skabe fremragende inspiration og formidling, alene ud fra vores egne kompetencer i biblioteksverdenen.

    Derfor vil vi gerne have endnu flere af landets bibliotekarer til at formidle deres musikalske viden på Bibzoom.

  8. Jeppe Søndergård Knudsen skriver:

    @Niels. Mit indlæg om blogs er også et udtryk for at biblioteksformidlingen af musik virker fragmenteret. Med det mener jeg, at en samlet biblioteksformidling ville kunne stå stærkere i borgernes bevidsthed og det ville så kunne trække flere brugere til en national musiktjeneste. Det er ræsonnementet i hvert fald.
    Men jeg er fuldstændig enig med dig i, at det er en god idé med festivaller som eksterne samarbejdspartnere og Bibzooms redaktion leverer her en udmærket service.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *