3F om Bibzoom eller Spotify

Fagbladet 3F har skrevet en artikel, hvor de sammenligner Bibzoom og Spotify, i et forsøg på at konkludere hvilken tjeneste, der er bedst.

I samme åndedrag får 3F fortalt, hvordan man kan udnytte systemet, så man kan få “gratis musik i 10 år” ved at oprette flere, falske Spotify-konti. Dette betyder i realiteten, at 3F ikke synes, at kunstnere skal have nogen penge for deres musik.

Læs hele artiklen her: http://www.fagbladet3f.dk/temaer/digitalt/7c379e91238448bca2c9beab65e13a4c-20120619-spotify-eller-bibzoom

Dette indlæg blev udgivet i Digitalt, Musikformidling og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til 3F om Bibzoom eller Spotify

  1. Claus Rosenblad skriver:

    I forlængelse af diskussionen om Spotify vs. Bibzoom, må aflønningen af kunstnerne vel netop have stor betydning (også som argument overfor pladeselskaberne) og må i sig selv kunne bruges som begrundelse for bibliotekerne, når de køber Bibzoom og derfor indirekte fravælger Spotify:

    Aflønning af kunstneren pr. stream:
    BibZoom: 35 øre. TDC PLAY: 18 øre. WiMP: 9 øre. Spotify: 2 øre

    Ud fra disse tal kan der netop argumenteres for, at Bibzoom primært skal rumme de kunstnere, som ikke nødvendigvis hitter i radioen. Gerne ud fra en kvalitativ selektion. For det er jo her bibliotekerne vil kunne bakke op omkring det musiske vækstlag i Danmark, når vi nu oven i købet honorerer kunstnerne så flot.

    Man må konkludere, at Spotify er og bliver en forretning for de popmusikere, som hitter stort i radioen – de øvrige skal vente længe på en check fra den populære musikservice!

    • Jeppe Søndergård Knudsen skriver:

      Problemet med den statistik som (den almægtige) Per Vers, vist har været primus motor for er, at den ikke skelner mellem download og stream.
      TDC Play og Bibzoom er hovedsageligt download-systemer, og faktureres af rettighedshaverne som sådan, og WiMP og Spotify er steamingstjenester, og faktureres af rettighedshaverne som sådan. På KODAs hjemmeside kan man se hvor meget man skal betale for de respektive ordninger, og så vidt jeg husker er det dobbelt så dyrt at have en downloadtjeneste, frem for en streamingstjeneste.
      Fordelingsnøglen på disse onlinemusiktjenester er ekstremt kompliceret at regne ud, da der er så mange, der skal have en del af kage. Hvis vi tager WiMP som eksempel betaler de ca. 75-80 % af deres omsætning tilbage til ‘pladeselskaberne’ (om KODA er tænkt ind i denne kategori fortæller historien intet om), men WiMP ved intet om hvordan pladeselskaberne aflønner deres kunstnere. Pladeselskaberne vil ikke offentliggøre tallene, og musikerne er ikke gode eller stærke nok til at forhandle ordentlige aftaler med deres pladeselskab. Etc. Etc.
      Nå, lang historie kort. Jeg synes ikke, det er hvor stort et beløb bibliotekerne kan betale til kunstnerne, vi skal profilere os på. For det styrker bare rettighedshavernes argument om, at vi er i konkurrence med hinanden. Bibliotekerne skal nærmere kigge ind ad og finde ud af hvad vores kernekompetencer er, og bygge en “markedsføringsplan” på det i stedet. Vi skal kort sagt – og for at intertekstualisere lidt til hvad Claus Rosenblad har fremhævet i et andet indlæg her på bloggen – finde vores egen nål i høstakken af online musiktjenester.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *